Tanker om garn: En grøn Ankerssweater og en Pilgrimsgenser

Så kom der liv på bloggen igen efter et års fravær. Dog er det ikke et must for mig at skrive her, det sker af lyst til at fortælle om de skønne strikkeprojekter jeg har haft gang i.

Både som teststrikker og privat, bliver der flyttet mange kilometer garn rundt på mine strikkepinde. Men det er ikke alt der må sendes ud i æteren. Noget fotograferes og udstilles på instagram, imens andet sendes videre ubemærket til det firma, som bestilte opgaven. (Det kan være noget med en udgivelsesdato, som er afgørende, eller ophav. )

Hvor nogle modeller bliver strikket en gang til mig selv eller familien, er der også nogle designs, som tåler en gentagelse. -som nu denne ankerssweater junior.

Photo by @chainofyarn on February 21, 2021. May be an image of indoor.

Denne grønne udgave er strikket i en tråd tynd alpaca og en tråd tvinni. Selve kombinationen giver en varm men let sweater, som har flere fordele end de tykkere versioner i superwashed merionould.

En tråd tvinni og en tråd alpaca på pind 4 mm

Der er først og fremmest vægten af sweateren. Selve kombinationen af en tynd uld og en tråd alpaca, begge med lang løbelængde gør at den samlede vægt ikke overstiger 175 gram i en str 12 år. Dernæst kommer den meget monteringsfrie del ved skift af garnnøgle. Der er ingen andre ender at strikkehæfte, end de tre steder, hvor jeg har skiftet til et nyt nøgle, og så lige de steder ved start og slut, hvor man normalt væver enderne ind med en stoppenål. I tilgift kommer der så, at selve sweateren varmer den lille modtager mere end superwashed garnet gør, og at den ikke er så bombastisk, men let og lun. Der er løse uldfibre her, som gør at luften imellem fibrene og hud isolerer dig godt. Jeg kan selv mærke forskellen ved garn som er løsere spundet og ikke behandlet med superwash, de virker varmere for mig.

Et andet projekt der er færdigt for længst, er den længe ventede pilgrimsgenser, fra bogen Vildmarksgensere, af Linka Neumann. Bogen fik jeg i julegave, og den har jeg ønsket mig længe. Ikke mindst fordi flere af modellerne er strikket op i Istex garn. Jeg har dog lavet min pilgrim i en blanding af hvad jeg havde, så det passede med strikkefastheden. Den er nemlig oprindelig strikket i Troll fra Hillesvåg uldfabrik, som desværre er umulig at opdrive her i DK. Medmindre man bestiller i Norge via netbutikker, men så kommer der told og moms på forsendelsen, hvilket kan give en merpris på flere hundrede kroner.

Pilgrimsgenseren af Linka Neumann

Jeg brugte en tråd jensen garn og en tråd dansk pelsuld. Til mønsteret havde jeg holdt noget plantefarvet garn dobbelt, samt to tråde peer gynt som var den sorte farve. Det fungerede på pind 6mm. Jeg strikkede således polarudgaven. Og den blev dejlig og skøn at bruge her i snevejret i årets første måneder.

Pilgrimsgenseren

Ud over sweatre, fik jeg også forlænget min egen slipover. Der kom flere cm på min Friday slipover v-neck. Den har længe irriteret mig ved at være lige lovlig kort til kanten af bukserne. Og når man er lidt længere end gennemsnittet, er de der “cropped” eller boxy-versioner altså ikke et hit. (De får mig til at ligne et vejskilt) Derfor rodede jeg min lille reste-garnskuffe igennem, og Ta-Da! Frem kom et kvart nøgle silkmohair ekstra, som jeg vidste var i overskud, efter den novicesweater jeg strikkede sidste år. Glimrende. Endnu et projekt ud af strikkekurven.

Lidt om at bruge det man har.. – til noget andet.

En gang mente jeg også, at jeg skulle lave mig en lang “natskygge-cardigan”. En model som Annette Danielsen lavede i samarbejde med firmaet G-uld, der var strikket op i deres plantefarvede garn. Jeg fik aldrig bestemt mig for farvevalget, ud over en koksgrå bundfarve i samme type lammeuld, købt hos Henrichsens uldspinderi i Skive. Så da manden bestilte en Northlandsweater, med høj hals, fik jeg afsat det koksgrå lammeuld hertil, plus en tråd tynd alpaca fra Holst garn. Sweateren er stadig på vej, og lammeulden fra Henrichsens bliver brugt, i stedet for det ligger og venter på at jeg bestemmer mig for farvevalget til en stor lang cardigan, som sikkert ville tage længere tid at få strikket op end herresweateren. Og så ligger der ikke 300g new zealandsk lammeuld og fylder i skuffen. Det der med garnlagring er ikke noget jeg kan se pointen i, i det lange løb. Selv om jeg har et par poser garn som ikke er brugt endnu. Det ligger der bare, man får ikke strikket af det, det fylder, det falder i værdi eller det udgår, og så kan man ikke umiddelbart supplere op med samme parti eller indfarvning, hvis man bestemmer sig for at man skal bruge 50g mere. Og hvorfor skulle man så have det i første omgang? Jeg prøver at lave den øvelse, at bruge det jeg har, og så ellers kun købe kvalitet. Det der med at investere i spoler eller cones til 150kr , for så at opdage at garnet ikke lever op til forventningen, det nettilbud er jeg færdig med. Kun een type billig lammeuld har jeg som favorit, for arbejdet er det samme. Hvad enten man bruger tid på at strikke med den ene eller anden type uld. Ringe garn er der nok af.

Og nyt til mig selv? Jeg strikker en Strandkål trøje, fra bogen Vestenvind. Endnu en julegave, som jeg blev meget glad for. Bogen er Annette Danielsens design, når det er bedst. Og der er to udgaver af samme design. En vest og en trøje af hver. Glimrende taktik i en tid hvor næsten alle strikkere også er grebet af veste. Min strandkål mangler at få syet ærmer, det gik raskt på pind 6mm i een tråd alpaca3 og en tråd spinni.

Og så skal der lige syes ærmer på.

Snoningerne er fedest ved dette design. I bogstavelig forstand. Tykke kabler langs midten, der deler sig og kører videre langs halsudskæringen. Der er også en tyk snoning på ærmet fra håndled til skulder. Det giver en flot effekt i det puffede alpaca 3 fra Isager. Og så holdt sammen med en tråd spinni, som jeg havde fået i en rest efter en stor cardigan, strikket på bestilling sidste år. Den er virkelig blød og lækker, men som andre sweatre strikkede jeg kroppen et par snoninger længere. Jeg ved at spinni holder distancen i brug, men jeg har aldrig prøvet med alpaca 3. Så denne Strandkål er jeg spændt på.

Tak fordi du læste med. Hav en fortsat god dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s