In vino veritas – i vinen finder man sandheden, nogen gange…

Gennem foråret og sommeren er der løbet mange masker igennem pindene. Og en del færdige trøjer, cardigans, sweatre, toppe, huer og klude. Alt er sendt afsted eller videregivet til deres modtagere. Noget er beholdt, andet er solgt, og et enkelt projekt er trævlet op og startet forfra.

Jeg skal undlade at nævne antal og navne på de færdige projekter. For nogen mener jeg hekser liige lovligt meget med de strikkepinde. Jeg ved ikke om forklaringen med “ noget af det strikker jo næsten af sig selv” er bleven mistænkeliggjort i svær grad. Og nej, jeg har altså ikke en strikkemaskine. Det er bare fordi det går lidt for hurtigt For mig på pind 4 og opefter. Men pind 3.5 æv! Den er jeg blevet uvenner med.

“Erase and rewind. ‘Cause I’ve been changing my mind.” – en meget sigende linje fra en sang af The Cardigans. (Dagens tø-hø)

Jeg troede jeg skulle strikke en sommerlig cardigan for at slutte ringen af projekter fra Susie Haumann’s bog “Strik til sommer” som er årets hit her hos mig. Men, nej… Jeg kom til at tænke på hvor meget og hvor lidt jeg egentlig hader strik på pind 3,5.

Pind 3,5. Puha. Den flot, det bliver let og tyndt og luksuriøst og lækkert, men for fanden da, hvor tager det lang tid for mig at få en trøje i str. Spaghettiarme plus ekstra længde overkrop færdig. (Ja, jeg bander det langt væk, med flere anstødende gloser, jeg har nemlig ikke tid til at bruge tre uger på en forbandet flot model på pind 3,5!!! Det SKAL bare færdiggøres. Videre! Færdig! Slut! For fanden da.)

Ahem. Derfor er jeg, som altid, når klokken slår august, gået igang med den nærmest obligatoriske efterårssweater i islandsk uld på pind 5,5mm. VON fra designeren Moakot. – Find vedkommende på instagram eller ravelry, og du er solgt. Som i S-O-L-G-T. – Hvis du såfremt i fald er hypnotiseret af rigtig kvalitetsuld, der er spundet eller uspundet med hensyntagen til uldens oprindelige egenskaber. Færdig. Prut.

Ud over at være fuldstændig henslængt til håndstrik, tanker om sankning til plantefarvning og spinding på rok, har jeg fundet mig et glimrende sted i min hængekøje, når det vel at mærke er tørvejr. Hængekøjer er magiske. Man får det bedste ud af dem. Hey, måske jeg skulle til at lægge tarotkort og kalde mig selv “Mutter Good”

Ydermere og for at vende tilbage til det optrevlede, nu kuldsejlede projekt, i sortmeleret isager merilin, har jeg gjort anstalter til at opstarte på en længe ønsket model: Anne Ventzels “Ribbed jumper”. Og den skal være sort. Rigtig swot, som man siger det her på øen. Den cardigan, som garnet oprindeligt var købt til, har nu i kombination af en sort silkmohair forvandlet sig til strikkeprøven på #ribbedjumper. En glimrende forvandling, med større pinde og anden strikkefasthed, samt “noget-der-kan-tages-med-uden-at-kigge-på-mønster-strik”. Så nu er der et projekt klar til at tage med på farten.

Fanø? Njah. Jeg har, som mange andre strikkere med andre prioriteter, aldrig været på den festival i de år den har eksisteret. Og nu hvor den kører på sidste vers, har jeg ikke tænkt mig at forfølge drømmen, eller den store merudgift, der ellers ville være for mig, hvis jeg tog og brugte en del energi på at drage afsted og købe garn.

Jeg kommer aldrig til Fanø Strikkefestival. Selvom det har været min og enhver anden strikketosses drøm de sidste mange år. Det bliver, for mit vedkommende, for omstændigt og for enspænderagtigt. For sådan er jeg indrettet. Ligegyldigt hvor mange mennesker jeg tager afsted med, er jeg altid den, der ender med at gå alene. Jeg følger ikke de andre. Jeg vælger oftest min egen vej. Og ingen lægger mærke til hvad jeg egentlig laver. Og de ville nok også være ligeglade. Det bliver for egenrådigt for mig, for jeg ville egentlig i år, tage alene afsted, hilse på folk, og tage alene rundt, og se på boder, stande, og selv om der var titusinder af mennesker rundt omkring mig, ville der ikke være en, der ville bruge tiden sammen med mig. De ville være der for deres egen skyld eller hinandens. Jeg ville ikke blive valgt som oplagt følgesvend, ej heller for dem jeg strikker med. Sådan er det bare. Tænk over det. Jeg bliver egentlig lidt vemodig og trist over det, men så på den anden side, rager det mig en høstblomst. -for jeg ved det . Jeg virker for almindelig. Det er bare ikke oplagt, at jeg er den man indlysende vælger at være sammen med. Jeg er den der går fem hundrede af på dusinet, den der er forbigået gang på gang uden at folk tænker nærmere over det.

Nu er det ikke fordi jeg ligefrem mangler en stor vennekreds, eller ingen familie har, eller har mangel på sociale evner, eller kompetencer. Jeg arbejder og omgåes til dagligt en kæmpe flok mennesker, jonglerer med unge mennesker, så jeg sidder ikke i mit lille hul og strikker og lever af at farve garn. Jeg er ikke bitter eller ensom. Jeg er heller ikke mindre værdsat, men jeg bliver ikke valgt, eller fremhævet som en “ildsjæl”, kær veninde eller en der har gjort noget særligt for at stable en komsammen på benene, til trods for at jeg faktisk har været primus motor for flere events og arrangementer.

Jeg er og bliver den der ensomme ulv. Og sådan er det. Jeg er afklaret med det. Det er nok min lod, i alle de interesser jeg har. Jeg er “alene” men jeg nyder, når jeg er sammen med andre, fx. rider en tur på de islandske heste, sår planter fra frø eller strikker sammen med damerne ved det runde bord, eller farver garn med nogle andre. Men jeg fungerer oftest glimrende alene med mig selv, eller alene med alle mine syslerier. Det er både trist og godt på samme tid. Men det fungerer for mig. Der er rigeligt med mig tid.

En berejst top er denne fine kreation:

Et af de projekter, jeg har haft med mig på farten denne sommer, har været Nice top af Anne Ventzel. Vi har holdt ferie i Nordsjælland, og denne top har været et glimrende strandstrikkeprojekt. Den har været med på kanalrundfart i København og er blevet til ved Hornbæk strand og ved strandene ud til Øresund.

Fantastisk vejr vi havde den uge, hvor vi var afsted på ferie på Sjælland. Og det var her jeg fik et glimt ind ad et fantastisk butiksvindue i Badstuestræde. Jeg havde fundet Ib Spang Olsens tegninger.

Endelig. Sikke et sted man kan finde i København! – Æv, der var ikke åbent?! Meeen manden min var ikke sen til at fange mit skuffede blik, da butikken havde lukket inden frokost, så han fik i skjul bestilt et værk, fremsendt og indrammet det her til min fødselsdag sidst i august. Altså, hvor blev jeg glad. Verdens bedste gave.

Hav en fortsat god uge. – og tak fordi du gider læse med. (Det var vidst på tide med den sætning)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s