Lidt om trøjer og tilbehør i november.

Så er vi et stykke inde i november måned, og dermed også derhenne, hvor der snart skal produceres julegaver. Vel at mærke af den hjemmestrikkede slags. Derfor bliver de gemt af vejen, lige så snart jeg har besøg. – Og derfor ser der så ryddeligt ud omkring mit lille hjørne af stuen…

Julegavestrik er nemlig noget som tager tid, har jeg erfaret. Og så er det ikke dumt at være igang. Ej heller hvis den nærmest obligatoriske hjemmestrikkede nisse skal få liv inden december.

Jeg påtænker at lave en mørkrosa version af en Dahlia til mig selv, som jeg får på pindene, når jeg finder den helt rigtige mohair til min sandnes tynn merinoull. Du kan skimte farven i øverste hjørne af billedet.

Generelt så er der et par småting ved at blive monteret: En lille-bitte str 1/2 år cardigan, en mini Dahlia. Og et par af ugens uundgåelige; Selbu-vanter. Plus en Oslohue. I hvert fald er det disse tre ting som ligger frit fremme, plus en ærmeforlængelse på min Treysta – Lopisweateren, som jeg strikkede i November 2017, så der ikke er tvivl om jeg stadig strikker på noget.

Jeg strikker gerne ribben på krondyrben. Det er nogle håndlavede strømpepinde jeg har købt hos en lokal ben og horn-håndværker fra Thy. De er knippelgode til al slags garn, ikke bare lett-lopi. Der er et eller andet ved naturmaterialerne.

De her afledningsprojekter er som sagt glimrende til at camouflere julegaver med. For når der kommer familie luskende forbi strikkekurven, så er det med ikke at have garn eller halvfærdige sjaler liggende i svigerindens yndlingsfarver. Et nøgle grønt bomuldsgarn signalerer “Åh, nå endnu en klud” og de brune og karryfarvede ting på pindene giver andre folk i familien end mig ticks og væmmelse over gensyn med 70’erne. Så jeg er muligvis sikret.

Jeg har denne lille bunke liggende, som folk kan spørge ind til og så gemmes deres julegaver på et særdeles sikkert sted. Så, nu kan jeg strikke gavestrik i fred.

Hav en god uge.