En Tulle fra Else Schjellerup

Jeg er startet på årets sommerbluse. Her i slutningen af februar måned, hvor alting er vådt og koldt, trænger jeg til lidt forårsfarver og hørgarn.

Modellen hedder Tulle og er designet af Else Schjellerup, strikket op i dunlin, et garn jeg kender godt og som er en god kvalitet med hør og bomuld i. – og det fnuldrer ikke. Det virker for mig.

Tidligere har jeg for år tilbage strikket en del i garnet, bl.a. Helga Isagers “Coral” top i forskellige farver. Og de holder endnu, selv om de måske er strikket i 2014, så er garnet ikke omdannet til noget der ligner en bomuldskarklud. Dunlin holder nemlig distancen.

At garnet så udgår fra butikken er ærgerligt, så jeg må se at få fundet det sidste garn til en af de modeller jeg mangler: nemlig en Emma, også fra Else Schjellerup og måske en Thyra. Jeg kunne blive ved…

For der er et eller andet lækkert ved en strikket bluse på pind 3 i lækkert hør, den tager tid at strikke, men den vinder i brug, for een er tynd og let og ser gennemført ud. – ikke tung og fældende som visse modeller med mohair og superwash-uld. Som i øvrigt vokser en del i brug.

Vundet op i hånden

Garnet Dunlin løber 190m pr. 50g, men er af den tynde slags egnet til pind 2,5-3, og jeg måtte vinde det op i hånden, da min garnvinde blev ødelagt i træskruen, sidste gang jeg havde den lånt ud til en person, som ikke selv gad og investere i en. Så vedkommende fik sit garn vundet op, men splittede mit grej ad. Jeg fandt først ud af det, da jeg selv skulle vinde garn op, og selve træskruen som holder vinden fast til bordet, nærmest kunne overskrues uden at sidde fast til bordkanten. Der dryssede så lidt knækket træ ud af skruen, (som i øvrigt var en hånddrejet model fra Sverige, købt på et loppemarked, ) og vinden fungerer nu kun, hvis jeg har en hjælper, der kan holde garnvinden fast, imens jeg bruger den sammen med krydsnøgleapparatet. Altså!

Den fine aquablå farve er købt til nedsat pris, da garnet udgår fra den lokale forretning der fører det. Jeg glæder mig til at sommertoppen er færdig.

Som at få en stor sorbetis til belønning

Endnu en weekend er kørt over…. Hvadfornogetsnak?” -tænker du nok. Men jeg har ikke holdt den store afslappende weekend som de fleste nok ville gøre. Jeg har bevæget mig en tur udenøs, og tværs gennem landet og haft ophold på en anden ø, for at deltage i en rund fødselsdag af de store.

Det blev derfor til en del køren i bil, samt spekulationer om hvilke toner belønningen herfor skulle holdes i.

Jeg taler om en version af den forjættede sorbetcardigan. Den weekend skulle nemlig kaste en stor belønning af sig. Og jeg vidste jeg havde et par rester til formålet: 

DF34E2FF-6325-4EC0-A0C5-7AE81B8F343B

Derfor var der en blød behagelig douche-farvet mohairsag på tegnebrættet, da jeg kom hjem. Tilsat mørke kanter i isagers farve nr. 47.

– Hvem sagde at gråt er godt? 

Nu har jeg kun een spekulation omkring projektet. Jeg håber ikke på at trævle op i mohairgarnet. 

69128AAE-EA34-4171-A74C-DCD3AC6FCF9A