Gennem foråret og sommeren er der løbet mange masker igennem pindene. Og en del færdige trøjer, cardigans, sweatre, toppe, huer og klude. Alt er sendt afsted eller videregivet til deres modtagere. Noget er beholdt, andet er solgt, og et enkelt projekt er trævlet op og startet forfra.

Jeg skal undlade at nævne antal og navne på de færdige projekter. For nogen mener jeg hekser liige lovligt meget med de strikkepinde. Jeg ved ikke om forklaringen med “ noget af det strikker jo næsten af sig selv” er bleven mistænkeliggjort i svær grad. Og nej, jeg har altså ikke en strikkemaskine. Det er bare fordi det går lidt for hurtigt For mig på pind 4 og opefter. Men pind 3.5 æv! Den er jeg blevet uvenner med.

“Erase and rewind. ‘Cause I’ve been changing my mind.” – en meget sigende linje fra en sang af The Cardigans. (Dagens tø-hø)

Jeg troede jeg skulle strikke en sommerlig cardigan for at slutte ringen af projekter fra Susie Haumann’s bog “Strik til sommer” som er årets hit her hos mig. Men, nej… Jeg kom til at tænke på hvor meget og hvor lidt jeg egentlig hader strik på pind 3,5.

Pind 3,5. Puha. Den flot, det bliver let og tyndt og luksuriøst og lækkert, men for fanden da, hvor tager det lang tid for mig at få en trøje i str. Spaghettiarme plus ekstra længde overkrop færdig. (Ja, jeg bander det langt væk, med flere anstødende gloser, jeg har nemlig ikke tid til at bruge tre uger på en forbandet flot model på pind 3,5!!! Det SKAL bare færdiggøres. Videre! Færdig! Slut! For fanden da.)

Ahem. Derfor er jeg, som altid, når klokken slår august, gået igang med den nærmest obligatoriske efterårssweater i islandsk uld på pind 5,5mm. VON fra designeren Moakot. – Find vedkommende på instagram eller ravelry, og du er solgt. Som i S-O-L-G-T. – Hvis du såfremt i fald er hypnotiseret af rigtig kvalitetsuld, der er spundet eller uspundet med hensyntagen til uldens oprindelige egenskaber. Færdig. Prut.

Ud over at være fuldstændig henslængt til håndstrik, tanker om sankning til plantefarvning og spinding på rok, har jeg fundet mig et glimrende sted i min hængekøje, når det vel at mærke er tørvejr. Hængekøjer er magiske. Man får det bedste ud af dem. Hey, måske jeg skulle til at lægge tarotkort og kalde mig selv “Mutter Good”

Ydermere og for at vende tilbage til det optrevlede, nu kuldsejlede projekt, i sortmeleret isager merilin, har jeg gjort anstalter til at opstarte på en længe ønsket model: Anne Ventzels “Ribbed jumper”. Og den skal være sort. Rigtig swot, som man siger det her på øen. Den cardigan, som garnet oprindeligt var købt til, har nu i kombination af en sort silkmohair forvandlet sig til strikkeprøven på #ribbedjumper. En glimrende forvandling, med større pinde og anden strikkefasthed, samt “noget-der-kan-tages-med-uden-at-kigge-på-mønster-strik”. Så nu er der et projekt klar til at tage med på farten.

Fanø? Njah. Jeg har, som mange andre strikkere med andre prioriteter, aldrig været på den festival i de år den har eksisteret. Og nu hvor den kører på sidste vers, har jeg ikke tænkt mig at forfølge drømmen, eller den store merudgift, der ellers ville være for mig, hvis jeg tog og brugte en del energi på at drage afsted og købe garn.

Jeg kommer aldrig til Fanø Strikkefestival. Selvom det har været min og enhver anden strikketosses drøm de sidste mange år. Det bliver, for mit vedkommende, for omstændigt og for enspænderagtigt. For sådan er jeg indrettet. Ligegyldigt hvor mange mennesker jeg tager afsted med, er jeg altid den, der ender med at gå alene. Jeg følger ikke de andre. Jeg vælger oftest min egen vej. Og ingen lægger mærke til hvad jeg egentlig laver. Og de ville nok også være ligeglade. Det bliver for egenrådigt for mig, for jeg ville egentlig i år, tage alene afsted, hilse på folk, og tage alene rundt, og se på boder, stande, og selv om der var titusinder af mennesker rundt omkring mig, ville der ikke være en, der ville bruge tiden sammen med mig. De ville være der for deres egen skyld eller hinandens. Jeg ville ikke blive valgt som oplagt følgesvend, ej heller for dem jeg strikker med. Sådan er det bare. Tænk over det. Jeg bliver egentlig lidt vemodig og trist over det, men så på den anden side, rager det mig en høstblomst. -for jeg ved det . Jeg virker for almindelig. Det er bare ikke oplagt, at jeg er den man indlysende vælger at være sammen med. Jeg er den der går fem hundrede af på dusinet, den der er forbigået gang på gang uden at folk tænker nærmere over det.

Nu er det ikke fordi jeg ligefrem mangler en stor vennekreds, eller ingen familie har, eller har mangel på sociale evner, eller kompetencer. Jeg arbejder og omgåes til dagligt en kæmpe flok mennesker, jonglerer med unge mennesker, så jeg sidder ikke i mit lille hul og strikker og lever af at farve garn. Jeg er ikke bitter eller ensom. Jeg er heller ikke mindre værdsat, men jeg bliver ikke valgt, eller fremhævet som en “ildsjæl”, kær veninde eller en der har gjort noget særligt for at stable en komsammen på benene, til trods for at jeg faktisk har været primus motor for flere events og arrangementer.

Jeg er og bliver den der ensomme ulv. Og sådan er det. Jeg er afklaret med det. Det er nok min lod, i alle de interesser jeg har. Jeg er “alene” men jeg nyder, når jeg er sammen med andre, fx. rider en tur på de islandske heste, sår planter fra frø eller strikker sammen med damerne ved det runde bord, eller farver garn med nogle andre. Men jeg fungerer oftest glimrende alene med mig selv, eller alene med alle mine syslerier. Det er både trist og godt på samme tid. Men det fungerer for mig. Der er rigeligt med mig tid.

En berejst top er denne fine kreation:

Et af de projekter, jeg har haft med mig på farten denne sommer, har været Nice top af Anne Ventzel. Vi har holdt ferie i Nordsjælland, og denne top har været et glimrende strandstrikkeprojekt. Den har været med på kanalrundfart i København og er blevet til ved Hornbæk strand og ved strandene ud til Øresund.

Fantastisk vejr vi havde den uge, hvor vi var afsted på ferie på Sjælland. Og det var her jeg fik et glimt ind ad et fantastisk butiksvindue i Badstuestræde. Jeg havde fundet Ib Spang Olsens tegninger.

Endelig. Sikke et sted man kan finde i København! – Æv, der var ikke åbent?! Meeen manden min var ikke sen til at fange mit skuffede blik, da butikken havde lukket inden frokost, så han fik i skjul bestilt et værk, fremsendt og indrammet det her til min fødselsdag sidst i august. Altså, hvor blev jeg glad. Verdens bedste gave.

Hav en fortsat god uge. – og tak fordi du gider læse med. (Det var vidst på tide med den sætning)

–Susie Haumanns genistreg

Og så var der sommerstrik! Hun har gjort det igen. Lavet en kollektion med virkelig klassiske modeller, der ikke går af mode i snit eller form, eller strikbarhed’ , hvis der er noget, som hedder sådan.

Jeg har strikket mig en #blokhustop i Trio og alpaca 1, og nu venter den bare på det gode, lune sommervejr. For hold da op hvor er det koldt her i starten af maj måned. Det er altså for koldt at vimse rundt i t-shirt. Jeg strikkede en str. S, og den er heldigvis ikke til den mindre side i størrelserne, og den er hurtigt strikket op.

Susie Haumann har skrevet opskriften i hæftet Strik til Sommer, som indeholder et par modeller eller tre, som jeg har planer om at slå op til. Den næste skal være cardiganen Lønstrup. Som strikkes i Merilin. Garn fra Isager.

Maj måned, traditionen tro, startes med strik og med lys i vinduet, aftenen for d. 4. Maj. Jeg strikker derfor på en junior udgave af Seaside Sweater fra Petiteknit. Den er bestilt af husets mindste mand, som ikke er så lille længere, når han allerede er vokset ud af den Seaside str. 8 år, jeg strikkede i september sidste år.

En lidt rodet opbevaring af strikkepinde i blomstervaser, gør at jeg er påbegyndt et nyt Syprojekt. Et strikkepindeetui, syet efter et mønster hos fillihunkat, er igang. -den kan findes på nettet som PDF.

Jeg har så at sige været “på stoffer” hele weekenden og også fået påbegyndt mig en “følgesvend” , men manglede noget tyndt mellemfoer, og måtte derfor en tur på langfart, for at finde det jeg manglede. Mønsteret på stoffet er Dianthus fra Kaffe Fasset.

Nu skal der bare quiltes yderstof og tasken skal samles. Jeg laver lommer i begge sider af tasken indvendig, så er der plads til lidt ekstra strikkegrej. Det er et enkelt symønster, der minder om de pænt dyre Fringe Field bags, som jeg har kigget længe efter de sidste par år. Men en pris på 6-700kr har afholdt mig fra at købe den originale American made project bag i bomuldskanvas. Jeg valgte at sy en selv. Modellen “Følgesvend” kan købes hos handmadebydk og jeg har fundet den via Instagram for et års tid siden. Man kan også købe en færdig taske eller et sykit hertil hos forskellige forhandlere på nettet. Det er bare at søge på “følgesvend” – god fornøjelse.

Fortsat god uge.

Lige en status: -en enkelt lille stockholmslipover fra @petiteknit er sendt afsted mod Aalborg i slutningen af februar. Den er strikket uden mohair i BC garn Hamilton tweed i enkelttråd. Modtageren var tilfreds med den grønne tweed farve, som virkelig er flot.

Endnu et bestillingsprojekt blev søsat og færdiggjort: en “Right Down” af Susie Haumann også i grøn. Strikket i alpaca 1 forest og alpaca 2 thyme, og jeg blev så vild med farven, at jeg efterfølgende måtte igang med en mage til, til mig selv.

Jeg er snart færdig med min “Right Down 2”. Imens er der et par klude smuttet af pindene, så der er lidt til køkkenet også. Og så fik jeg en fantastisk pakke ind ad døren i midten af marts måned midt i coronalockdown og hjemmearbejdet: Et kit til en Helga-cardigan. Yes! Den har jeg glædet mig til.

Det var en ventet pakke, og jeg fik opskriften gennemlæst og afprøvet strikkefasthed, som sad lige i skabet. Det oplever jeg oftest Isagergarn gør, når jeg bruger det til en strikkemodel. Glimrende kvalitet, i øvrigt.

Modellen er som sagt strikket i Isagers garn. Trio fungerer bare godt med alpaca1, og modellen tegner da også til at blive virkelig lækker. Nu hvor vi nærmer os påsken, kan jeg benytte mig af denne model som påskeæg, nu hvor vi ikke kommer ud til påskefrokost hos familien. Da bliver der forhåbentlig lidt mere strikketid, end der bliver hjemmearbejde i helligdagene. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Hav en rigtig god påske derude.

Så blev det Februar med næsten tocifrede varmegrader og mere regnvejr. Der har stort set ikke været frostgrader her på øen i januar måned, dog med en enkelt undtagelse eller to. Jeg har fundet et par rester Isager Spinni frem, for at strikke et par pudestykker i olmerdug-striber:

Det er mest for at få bugt med de ca 100g rester jeg har i Spinni 6s og 4s fra nogle bestillingsopgaver. Når man får sådanne rester, er det tit fristende at tilkøbe de resterende nøgler, til et stort projekt, men så er der bøvl med indfarvningen, alt afhængig af hvad man strikker videre på.

– Så jeg tænkte at en pude måtte være sagen, da jeg netop læste hos @annelenefrederickson at olmerdugspuden passede til Isagers Spinni, fik jeg genlånt bogen på biblioteket.

I januar fik jeg færdiggjort en del ting. Et par strikkede klude, et par Selbu Vanter og en Novice Sweater af Petiteknit. Herover er et billede fra opstarten af Novice Sweater mohair edition. Jeg har strikket sweateren i alpaca 1 og silk mohair, begge fra Isager i farverne sky og 60. Der blev en dejlig blød og let sweater, der blev færdig i løbet af en skiferie i Kvittfjell. Og der var til en forandring sne…

Selbu vanterne blev modtageren tilpas med, selvom det danske vejr ikke er decideret vintervejr. De er strikket i råhvid og grøn smart fra sandnes garn og der er brugt to nøgler grønt og et nøgle råhvidt til et par i damestørrelse. Kludene er strikket i bomuld fra Mayflower og Mandarin Petit. Det giver et par fine klude til hverdagsbrug.

Selve Novice Sweateren- Mohair edition, er som sagt strikket i to kvaliteter hvoraf den ene ikke er Mohair, men alpaca 1. De to farver sky i alpaca 1 og 60 i silk mohair giver et flot lilla/aubergine-meleret udtryk. En nuance jeg før har brugt til en hue. Farven er bedst gengivet På billedet herunder.

Den er strikket op str. Medium, men jeg har en fornemmelse af at størrelserne er til den lidt mindre side, da den sidder tættere end jeg regnede med. – dog har jeg strikket den lidt længere end opskriften, da den ellers skulle stumpe lidt og passe til en kjole m.v.

Alt i alt en meget letforståelig og begyndervenlig opskrift, som lovet, så jeg glæder mig til at strikke lidt mere teknisk igen, da jeg har kig på en model fra Helga Isager til næste gang.

Jeg er indendøre og strikker lidt videre på puden imens jeg tager tilløb til at skylle sweateren op, efter monteringen. – Hav en god weekend derude i blogland.

https://chainofyarn.home.blog/

Så er vi et stykke inde i november måned, og dermed også derhenne, hvor der snart skal produceres julegaver. Vel at mærke af den hjemmestrikkede slags. Derfor bliver de gemt af vejen, lige så snart jeg har besøg. – Og derfor ser der så ryddeligt ud omkring mit lille hjørne af stuen…

Julegavestrik er nemlig noget som tager tid, har jeg erfaret. Og så er det ikke dumt at være igang. Ej heller hvis den nærmest obligatoriske hjemmestrikkede nisse skal få liv inden december.

Jeg påtænker at lave en mørkrosa version af en Dahlia til mig selv, som jeg får på pindene, når jeg finder den helt rigtige mohair til min sandnes tynn merinoull. Du kan skimte farven i øverste hjørne af billedet.

Generelt så er der et par småting ved at blive monteret: En lille-bitte str 1/2 år cardigan, en mini Dahlia. Og et par af ugens uundgåelige; Selbu-vanter. Plus en Oslohue. I hvert fald er det disse tre ting som ligger frit fremme, plus en ærmeforlængelse på min Treysta – Lopisweateren, som jeg strikkede i November 2017, så der ikke er tvivl om jeg stadig strikker på noget.

Jeg strikker gerne ribben på krondyrben. Det er nogle håndlavede strømpepinde jeg har købt hos en lokal ben og horn-håndværker fra Thy. De er knippelgode til al slags garn, ikke bare lett-lopi. Der er et eller andet ved naturmaterialerne.

De her afledningsprojekter er som sagt glimrende til at camouflere julegaver med. For når der kommer familie luskende forbi strikkekurven, så er det med ikke at have garn eller halvfærdige sjaler liggende i svigerindens yndlingsfarver. Et nøgle grønt bomuldsgarn signalerer “Åh, nå endnu en klud” og de brune og karryfarvede ting på pindene giver andre folk i familien end mig ticks og væmmelse over gensyn med 70’erne. Så jeg er muligvis sikret.

Jeg har denne lille bunke liggende, som folk kan spørge ind til og så gemmes deres julegaver på et særdeles sikkert sted. Så, nu kan jeg strikke gavestrik i fred.

Hav en god uge.

Et par huer er nu kommet på pindene. Jeg har valgt at strikke Oslohuen Mohair edition og Oslohuen i oprindelig version. Til de lidt koldere morgener har jeg benyttet

Denne kombination: Lang yarns jawoll strømpegarn og sandnes tynn silkmohair. Da denne kvalitet indeholder lidt uld og derved er lidt tættere, var dette et godt valg til en hue.

Flere er på vej, og den næste udgave bliver i to tråde jawoll. Så er efterårets huer sikret.