En flok sweatre er færdige siden efterårsjævndøgnet gjorde sit indtog og påbegyndte den sidste del af 2023.

Min Rømø sweater af Hanne Rimmen er blevet brugt flittigt. Den er viiirkelig, med tryk på v, en dejlig varm og ventilerende sweater. Den er strikket i den danske pelsuld 8/2 fra Hjelholt Uldspinderi, der bare kan sit kram, og så er den lige tilpas til et efterår fuld af blæst.

Men i efteråret er der jo også Fanø Strikkefestival. Jeg havde egentlig forventet at jeg ALDRIG kom til at besøge den, til dels fordi det var annonceret at det var lukket ned et par år tidligere (?) For så at genopstå. Og til dels fordi jeg højst sandsynligt ville komme afsted alene, da mit strikkefællesskab enten befinder sig online på den anden side af Atlanten, eller er meget minimeret til “The lone-Wolf” status. – Jeg endte med at tage afsted alligevel. Og lege turist, plus finde alt andet end garn. Det er rigtigt! Jeg fik ikke købt ET eneste nøgle garn. Til gengæld fik jeg købt honning, et par strikkenet af selveste Annette Danielsen og et sæt Johnny Madsen shampoo til træt og viljeløst hår. He he, det var nu en god tur.

Set i bakspejlet har jeg altid sukket efter den der stjernetrøje, eller Sara Lund Sweater. Jeg har endda strikket en i grøn for en kollega. NU fik jeg så helt lyst til at få en opdateret version selv. Så efter jeg fandt en ny udgave af Filcolanas mønster Helgi, og fiflede en del af mønstret væk, kunne jeg strikke en raglan version af Sara Lund Sweateren til mig selv.

Nåede jeg også at være med i en samstrik? Jeps, og jeg vandt en præmie. Jeg deltog i ByBastrups #septemberisårt og strikkede en sort version af Mejsesweateren, igen et design fra Filcolana. Sweateren er strikket i Anina og silkmohair, og den er sådan lidt wednesday-agtig, idet mejse-mønstret på bærestykket nemt kommer til at ligne spindelvæv. Men en god model. Jeg vandt den fineste projekttaske og et gavekort til garn hos By Kiilerich. Det var første gang jeg har vundet noget som helst på Instagram.

Da klokken slog November fik jeg færdiggjort en Riddari til den ældste, som efterfølgende har boet i den. Han fik den med på ski i Sverige, og måtte tvinges af trøjen, da han kom retur. Den er strikket i Sandnes Smart og blev favoritten med det samme den kom på. Herligt

Jeg havde af to omgange bestilt Hyrdegarn til Hjelholts Retrosweater. Jeg havde øjnet at webshoppen Ingrid Marie satte hyrdegarnet væsentligt ned, men jeg kunne kun få den ene farve til sweateren. Der var simpelthen tale om et ophør med den kvalitet, så det var begrænset hvad de havde fem nøgler af.

Jeg fik en bordeauxrød, eller en rigtig julerød, for den var nemlig viirkelig pæn gammeldags rød. Herefter måtte jeg bestille mig en sort omgang hyrdegarn et andet sted. Men det var væsentligt billigere end hvis jeg skulle have givet fuld pris for garnet hos én forhandler. – Fik jeg nævnt at jeg stadig sukker efter endnu en model i camel og marineblå? Det er en meget anvendelig sweater, som man med garanti holder varmen i, fra November til Marts, -også i snestorm. Og ja, jeg har testet den i snestorm. Jeg kan godt forstå de kalder det hyrdegarn. Man tænker nærmest på fårehyrden på heden i 1800-tallet imens man strikker.

Årets sidste strik i 2023 blev endnu en påbegyndt Rømø sweater. Denne gang strikkede jeg den oppefra og ned, i Jensen garn fra Isager og en silkmohair som følgetråd. Inspireret af flere brune udgaver, bliver bundfarven kaffebrun, med hvid, blågrøn og camel som mønsterfarver. Den strikker jeg lidt på endnu.

Nytåret kom og gik, og i januar strikkede jeg Super Selene af Anne Ventzel. Det er en dejlig model, som jeg helt sikkert bor i resten af den kolde vinterperiode. Opskriften købte jeg som en del af en knit-a-long, for at støtte designeren, der kæmper mod brystkræft. Tidligere har der været en udgave af den tyndere Selene Sweater i bladet Alt For Damerne, men da jeg var fanget af de tykkere pinde, 4.5, 5 og 6 hele efteråret og vinteren, fik jeg ikke begyndt på den, før end den kraftigere model udkom og en ansat hos uldstedet fik igangsat en knitalong til støtte for designeren Anne Ventzel.

Hvad så nu?

Tja, jeg strikker videre. Endnu en model, nemlig sweater no. 28 kunne jeg godt bruge, og denne gang er det på pind 4mm. Jeg strikker den i efterårsfarver, i Alpaca 2 og en Tilia. Så bliver den lidt lettere end originalen, som er strikket i Dansk Pelsuld. Den har dog taget lidt længere tid, da jeg oprindelig startede med at trævle mit kornmarker-sjal op, for at strikke den i en lysere alpaca 2, men farven duede ikke, så jeg lavede verdens længste strikkeprøve for at kunne bestemme mig. Lidt a la et tørklæde…

Strikkeprøven der blev længere.

Jeg har taget hul på det, man i strik og designverdenen nu ville kalde retro. Der befinder sig nemlig nogle udmærkede strikkebøger i mit bibliotek, fysisk såvel som på Ravelry, som jeg har haft lysten til at strikke modeller fra i en udgave nr to.

Jeg har bladret igennem de første bøger af Helga Isager, kigget på min samling af opskrifter på islandske sweatre og fundet de første opskrifter jeg købte via Ravelry tilbage i 2015 (!) og konkluderet at nogle af dem indbefattede garn som ikke kunne fås mere, men at opskriften sagtens kunne tåle en gentagelse.

En af modellerne var for eksempel “Hendes Verden kjolen”, som gik sin sejrsgang landet over, da Ellen Holm lavede et design i Hjelholts farveskiftegarn kombineret med dansk pelsuld 8/2 fra samme sted. En stribet tunika-model, som var at se alle steder på messer og butikker og blev udgivet i bladet Hendes Verden. På ugebladets hjemmeside blev der lavet en billedkavalkade af en stor flok damer fotograferet i modellen i forskellige farver. Jeg gik igang med en version i blå og brun silkwool fra Garnudsalg, da opskriften i sin tid kom ud, men min første udgave endte med at blive trævlet op et par år senere. Til stor ærgelse fordi jeg havde brugt forholdsvis meget tid på projektet. – Tiden er den samme, hvad enten du strikker i originalt garn eller ej.

Så da jeg en lørdag ledte min boghylde igennem for ideer, faldt tillægget fra Hendes Verden 33/13 ud fra en mappe med opskrifter. – Nu skulle det være! Afsted med mig mod en butik, der nu førte garnet fra Hjelholt. En times kørsel senere, fandt jeg de originale farver, lige som i opskriften. Herligt. 🙂

Tilbage i det herrens år 2013:

Jeg havde med stor misundelse kigget på en tidligere kollegas smukke kjole i den grønne og aubergine-stribede udgave, da opskriften kom ud, og kollegaen havde selvfølgelig strikket i det originale garn. Garnet fra Hjelholt var desværre for dyrt for mig at anskaffe dengang, og jeg valgte et billigere og mere sommerligt alternativ, som alligevel ikke stillede mig helt tilfreds.

Så hvad kan man lære af det? – Tja, når et ønske går i opfyldelse dør en drøm. Men den drøm er vel at mærke først død nu, da jeg for år tilbage forsøgte at kompensere for lysten til at vente på muligheden for at spare sammen til det originale garn.

Nu bliver der strikket igennem i Hjelholts en-trådede farveskiftegarn og pelsulden. Jeg strikker den mindste størrelse, nu belært af erfaringen. – siden 2013 har jeg strikket et par modeller af Ellen Holm, også i den dejlige Højlandsuld fra Garnudsalg, som kan minde om Hjelholts pelsuld 8/2 i strikkefasthed. Modellerne er rigelige, og til en langlemmet person som mig, kan det fint passe med str. Small. (For nu at bringe tankerne til tv-serien Matador og Fru Grå, så har jeg ikke skiftet til fruestørrelse. Tøhø)

En anden model jeg har strikket før, er den islandske sweater “Skogafjall” af Diana Walla. Tilbage i sensommeren 2017 fik jeg strikket version nr. Et i lett lopi i farven moor 1416, Frostbite 1417, og Ash. Jeg har været vild med den færdige sweater lige siden. Den har været med på hesteryg, på skiferie, på vandretur, på ferier, på ture til havet og i skoven og i haven, og den lever i fin stand endnu. Og den bliver blødere med årene, selvom den islandske uld ikke generer mig synderligt.

Derfor måtte jeg have en “Skógafjall” nr. To. En version i præcis de originale farver som i opskriften. (Man kan begynde at ane, at jeg falder for de originale designs, ikke?) Der blev i løbet af de næste par år strikket mange islandske sweatre, dog ikke denne model, men en del andre; to styks Riddari, Treysta og Vón af designeren moakot.

Så var jeg på ferie i København, en sommer i 2020, og kom om ved Lett lopi i originalfarven Pine green heather 1407, til næsten ingen penge (!) i Panduro Hobby, så købte jeg det ikke! For de havde kun fem nøgler. Fem! Og jeg skulle bruge syv til min “Skov og fjeld”. Jeg lod garnet være, og det følgende efterår blev der strikket på en anden islænder, Reykjavik soft.

Der skulle gå et par år, men så var jeg på weekend/juletur til Flensborg med familien. Vi boede syd for grænsen på et rigtigt Gasthaus, Villa Ulmenhof, og vi kørte en dag ind til julemarked i Flensborg bymidte. Der var gratis parkering på en stor plads ca 700 m fra julemarkedet. Det kan anbefales, med glühwein og masser af boder med gode specialiteter. Hvis du leder efter garn, kan du defilere forbi Wollsucht i Rote strasse eller gå gennem gågaden oppe forbi kirken hvor der liige overfor ligger en lille kælderbutik, “Klangladen” fandt jeg tilfældigvis Lett Lopi i farven Pine Green, huskede hvor brændende jeg ønskede mig den sweater og købte de sidste syv nøgler, der var på hylden.

Bingo! Så blev den sweater også strikket anden gang. Iblandt alt muligt andet strik.

En anden genganger jeg har strikket fire (!) udgaver af, er Helga Isager’s Coral top. Jeg har muligvis, og hold nu fast, en tilbagevendende snigende lyst til at strikke en version i dunlin-garnet igen. Dunlin er desværre udgået, men jeg nåede for et år siden at redde mig et par hundrede gram i en mørkeblå farve, til 100 kr, og det kan være Dunlin-garnet bliver den næste Coral-genganger som kommer snigende i underbevidstheden. Måske næste gang det bliver godt vejr, og jeg får lyst til at strikke årets sommertop.

En ting jeg aldrig fik strikket…

Jeg mangler også at stifte bekendtskab med en cardigan som hærgede blog-land da bogen “The Map Collection” udkom. En Kashmir cardigan af Helga Isager. Jeg har forsøgt at finde garn til modellen tidligere, men jeg er endt med at optrævle min gamle “Tensho-pullover” Som var strikket i Isager Highland og Alpaca 1 og genbruge garnet til Kashmir. Tilsat en håndfuld rester af Spinni, der er samlet fra projekter i løbet af årene, samt 100 g Spinni som rent faktisk er købt på tilbud i fabriksudsalget hos Henrichsens uldspinderi i januar. NU kan jeg få strikket en Kashmir cardigan til mig selv, ovenikøbet i garn jeg havde liggende, bortset fra at jeg skulle trævle en trøje op, så er det vel også lidt win-win her.

På Instagram kører der undertiden en masse “Strik-sammen-hashtags-med-vinderchancer”. Jeg har forsøgt at deltage i den der kaldes “Lager-Make-nine-med-en-strikkepause”. Det går ud på at ni projekter strikkes i lagergarn eller fra fx. optrævlede projekter. Så her er der mulighed for at få færdiggjort små projekter, eller ting strikket i rester af stribet eller mønstret karakter. Værten er profilen “En strikkepause” som også huserer på youtube. Jeg krydser fingre for at få et par ting strikket til gaver og til sommerbrug.

God dag derude.

Gennem foråret og sommeren er der løbet mange masker igennem pindene. Og en del færdige trøjer, cardigans, sweatre, toppe, huer og klude. Alt er sendt afsted eller videregivet til deres modtagere. Noget er beholdt, andet er solgt, og et enkelt projekt er trævlet op og startet forfra.

Jeg skal undlade at nævne antal og navne på de færdige projekter. For nogen mener jeg hekser liige lovligt meget med de strikkepinde. Jeg ved ikke om forklaringen med “ noget af det strikker jo næsten af sig selv” er bleven mistænkeliggjort i svær grad. Og nej, jeg har altså ikke en strikkemaskine. Det er bare fordi det går lidt for hurtigt For mig på pind 4 og opefter. Men pind 3.5 æv! Den er jeg blevet uvenner med.

“Erase and rewind. ‘Cause I’ve been changing my mind.” – en meget sigende linje fra en sang af The Cardigans. (Dagens tø-hø)

Jeg troede jeg skulle strikke en sommerlig cardigan for at slutte ringen af projekter fra Susie Haumann’s bog “Strik til sommer” som er årets hit her hos mig. Men, nej… Jeg kom til at tænke på hvor meget og hvor lidt jeg egentlig hader strik på pind 3,5.

Pind 3,5. Puha. Den flot, det bliver let og tyndt og luksuriøst og lækkert, men for fanden da, hvor tager det lang tid for mig at få en trøje i str. Spaghettiarme plus ekstra længde overkrop færdig. (Ja, jeg bander det langt væk, med flere anstødende gloser, jeg har nemlig ikke tid til at bruge tre uger på en forbandet flot model på pind 3,5!!! Det SKAL bare færdiggøres. Videre! Færdig! Slut! For fanden da.)

Ahem. Derfor er jeg, som altid, når klokken slår august, gået igang med den nærmest obligatoriske efterårssweater i islandsk uld på pind 5,5mm. VON fra designeren Moakot. – Find vedkommende på instagram eller ravelry, og du er solgt. Som i S-O-L-G-T. – Hvis du såfremt i fald er hypnotiseret af rigtig kvalitetsuld, der er spundet eller uspundet med hensyntagen til uldens oprindelige egenskaber. Færdig. Prut.

Ud over at være fuldstændig henslængt til håndstrik, tanker om sankning til plantefarvning og spinding på rok, har jeg fundet mig et glimrende sted i min hængekøje, når det vel at mærke er tørvejr. Hængekøjer er magiske. Man får det bedste ud af dem. Hey, måske jeg skulle til at lægge tarotkort og kalde mig selv “Mutter Good”

Ydermere og for at vende tilbage til det optrevlede, nu kuldsejlede projekt, i sortmeleret isager merilin, har jeg gjort anstalter til at opstarte på en længe ønsket model: Anne Ventzels “Ribbed jumper”. Og den skal være sort. Rigtig swot, som man siger det her på øen. Den cardigan, som garnet oprindeligt var købt til, har nu i kombination af en sort silkmohair forvandlet sig til strikkeprøven på #ribbedjumper. En glimrende forvandling, med større pinde og anden strikkefasthed, samt “noget-der-kan-tages-med-uden-at-kigge-på-mønster-strik”. Så nu er der et projekt klar til at tage med på farten.

Fanø? Njah. Jeg har, som mange andre strikkere med andre prioriteter, aldrig været på den festival i de år den har eksisteret. Og nu hvor den kører på sidste vers, har jeg ikke tænkt mig at forfølge drømmen, eller den store merudgift, der ellers ville være for mig, hvis jeg tog og brugte en del energi på at drage afsted og købe garn.

Jeg kommer aldrig til Fanø Strikkefestival. Selvom det har været min og enhver anden strikketosses drøm de sidste mange år. Det bliver, for mit vedkommende, for omstændigt og for enspænderagtigt. For sådan er jeg indrettet. Ligegyldigt hvor mange mennesker jeg tager afsted med, er jeg altid den, der ender med at gå alene. Jeg følger ikke de andre. Jeg vælger oftest min egen vej. Og ingen lægger mærke til hvad jeg egentlig laver. Og de ville nok også være ligeglade. Det bliver for egenrådigt for mig, for jeg ville egentlig i år, tage alene afsted, hilse på folk, og tage alene rundt, og se på boder, stande, og selv om der var titusinder af mennesker rundt omkring mig, ville der ikke være en, der ville bruge tiden sammen med mig. De ville være der for deres egen skyld eller hinandens. Jeg ville ikke blive valgt som oplagt følgesvend, ej heller for dem jeg strikker med. Sådan er det bare. Tænk over det. Jeg bliver egentlig lidt vemodig og trist over det, men så på den anden side, rager det mig en høstblomst. -for jeg ved det . Jeg virker for almindelig. Det er bare ikke oplagt, at jeg er den man indlysende vælger at være sammen med. Jeg er den der går fem hundrede af på dusinet, den der er forbigået gang på gang uden at folk tænker nærmere over det.

Nu er det ikke fordi jeg ligefrem mangler en stor vennekreds, eller ingen familie har, eller har mangel på sociale evner, eller kompetencer. Jeg arbejder og omgåes til dagligt en kæmpe flok mennesker, jonglerer med unge mennesker, så jeg sidder ikke i mit lille hul og strikker og lever af at farve garn. Jeg er ikke bitter eller ensom. Jeg er heller ikke mindre værdsat, men jeg bliver ikke valgt, eller fremhævet som en “ildsjæl”, kær veninde eller en der har gjort noget særligt for at stable en komsammen på benene, til trods for at jeg faktisk har været primus motor for flere events og arrangementer.

Jeg er og bliver den der ensomme ulv. Og sådan er det. Jeg er afklaret med det. Det er nok min lod, i alle de interesser jeg har. Jeg er “alene” men jeg nyder, når jeg er sammen med andre, fx. rider en tur på de islandske heste, sår planter fra frø eller strikker sammen med damerne ved det runde bord, eller farver garn med nogle andre. Men jeg fungerer oftest glimrende alene med mig selv, eller alene med alle mine syslerier. Det er både trist og godt på samme tid. Men det fungerer for mig. Der er rigeligt med mig tid.

En berejst top er denne fine kreation:

Et af de projekter, jeg har haft med mig på farten denne sommer, har været Nice top af Anne Ventzel. Vi har holdt ferie i Nordsjælland, og denne top har været et glimrende strandstrikkeprojekt. Den har været med på kanalrundfart i København og er blevet til ved Hornbæk strand og ved strandene ud til Øresund.

Fantastisk vejr vi havde den uge, hvor vi var afsted på ferie på Sjælland. Og det var her jeg fik et glimt ind ad et fantastisk butiksvindue i Badstuestræde. Jeg havde fundet Ib Spang Olsens tegninger.

Endelig. Sikke et sted man kan finde i København! – Æv, der var ikke åbent?! Meeen manden min var ikke sen til at fange mit skuffede blik, da butikken havde lukket inden frokost, så han fik i skjul bestilt et værk, fremsendt og indrammet det her til min fødselsdag sidst i august. Altså, hvor blev jeg glad. Verdens bedste gave.

Hav en fortsat god uge. – og tak fordi du gider læse med. (Det var vidst på tide med den sætning)

–Susie Haumanns genistreg

Og så var der sommerstrik! Hun har gjort det igen. Lavet en kollektion med virkelig klassiske modeller, der ikke går af mode i snit eller form, eller strikbarhed’ , hvis der er noget, som hedder sådan.

Jeg har strikket mig en #blokhustop i Trio og alpaca 1, og nu venter den bare på det gode, lune sommervejr. For hold da op hvor er det koldt her i starten af maj måned. Det er altså for koldt at vimse rundt i t-shirt. Jeg strikkede en str. S, og den er heldigvis ikke til den mindre side i størrelserne, og den er hurtigt strikket op.

Susie Haumann har skrevet opskriften i hæftet Strik til Sommer, som indeholder et par modeller eller tre, som jeg har planer om at slå op til. Den næste skal være cardiganen Lønstrup. Som strikkes i Merilin. Garn fra Isager.

Maj måned, traditionen tro, startes med strik og med lys i vinduet, aftenen for d. 4. Maj. Jeg strikker derfor på en junior udgave af Seaside Sweater fra Petiteknit. Den er bestilt af husets mindste mand, som ikke er så lille længere, når han allerede er vokset ud af den Seaside str. 8 år, jeg strikkede i september sidste år.

En lidt rodet opbevaring af strikkepinde i blomstervaser, gør at jeg er påbegyndt et nyt Syprojekt. Et strikkepindeetui, syet efter et mønster hos fillihunkat, er igang. -den kan findes på nettet som PDF.

Jeg har så at sige været “på stoffer” hele weekenden og også fået påbegyndt mig en “følgesvend” , men manglede noget tyndt mellemfoer, og måtte derfor en tur på langfart, for at finde det jeg manglede. Mønsteret på stoffet er Dianthus fra Kaffe Fasset.

Nu skal der bare quiltes yderstof og tasken skal samles. Jeg laver lommer i begge sider af tasken indvendig, så er der plads til lidt ekstra strikkegrej. Det er et enkelt symønster, der minder om de pænt dyre Fringe Field bags, som jeg har kigget længe efter de sidste par år. Men en pris på 6-700kr har afholdt mig fra at købe den originale American made project bag i bomuldskanvas. Jeg valgte at sy en selv. Modellen “Følgesvend” kan købes hos handmadebydk og jeg har fundet den via Instagram for et års tid siden. Man kan også købe en færdig taske eller et sykit hertil hos forskellige forhandlere på nettet. Det er bare at søge på “følgesvend” – god fornøjelse.

Fortsat god uge.

Lige en status: -en enkelt lille stockholmslipover fra @petiteknit er sendt afsted mod Aalborg i slutningen af februar. Den er strikket uden mohair i BC garn Hamilton tweed i enkelttråd. Modtageren var tilfreds med den grønne tweed farve, som virkelig er flot.

Endnu et bestillingsprojekt blev søsat og færdiggjort: en “Right Down” af Susie Haumann også i grøn. Strikket i alpaca 1 forest og alpaca 2 thyme, og jeg blev så vild med farven, at jeg efterfølgende måtte igang med en mage til, til mig selv.

Jeg er snart færdig med min “Right Down 2”. Imens er der et par klude smuttet af pindene, så der er lidt til køkkenet også. Og så fik jeg en fantastisk pakke ind ad døren i midten af marts måned midt i coronalockdown og hjemmearbejdet: Et kit til en Helga-cardigan. Yes! Den har jeg glædet mig til.

Det var en ventet pakke, og jeg fik opskriften gennemlæst og afprøvet strikkefasthed, som sad lige i skabet. Det oplever jeg oftest Isagergarn gør, når jeg bruger det til en strikkemodel. Glimrende kvalitet, i øvrigt.

Modellen er som sagt strikket i Isagers garn. Trio fungerer bare godt med alpaca1, og modellen tegner da også til at blive virkelig lækker. Nu hvor vi nærmer os påsken, kan jeg benytte mig af denne model som påskeæg, nu hvor vi ikke kommer ud til påskefrokost hos familien. Da bliver der forhåbentlig lidt mere strikketid, end der bliver hjemmearbejde i helligdagene. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Hav en rigtig god påske derude.

Så blev det Februar med næsten tocifrede varmegrader og mere regnvejr. Der har stort set ikke været frostgrader her på øen i januar måned, dog med en enkelt undtagelse eller to. Jeg har fundet et par rester Isager Spinni frem, for at strikke et par pudestykker i olmerdug-striber:

Det er mest for at få bugt med de ca 100g rester jeg har i Spinni 6s og 4s fra nogle bestillingsopgaver. Når man får sådanne rester, er det tit fristende at tilkøbe de resterende nøgler, til et stort projekt, men så er der bøvl med indfarvningen, alt afhængig af hvad man strikker videre på.

– Så jeg tænkte at en pude måtte være sagen, da jeg netop læste hos @annelenefrederickson at olmerdugspuden passede til Isagers Spinni, fik jeg genlånt bogen på biblioteket.

I januar fik jeg færdiggjort en del ting. Et par strikkede klude, et par Selbu Vanter og en Novice Sweater af Petiteknit. Herover er et billede fra opstarten af Novice Sweater mohair edition. Jeg har strikket sweateren i alpaca 1 og silk mohair, begge fra Isager i farverne sky og 60. Der blev en dejlig blød og let sweater, der blev færdig i løbet af en skiferie i Kvittfjell. Og der var til en forandring sne…

Selbu vanterne blev modtageren tilpas med, selvom det danske vejr ikke er decideret vintervejr. De er strikket i råhvid og grøn smart fra sandnes garn og der er brugt to nøgler grønt og et nøgle råhvidt til et par i damestørrelse. Kludene er strikket i bomuld fra Mayflower og Mandarin Petit. Det giver et par fine klude til hverdagsbrug.

Selve Novice Sweateren- Mohair edition, er som sagt strikket i to kvaliteter hvoraf den ene ikke er Mohair, men alpaca 1. De to farver sky i alpaca 1 og 60 i silk mohair giver et flot lilla/aubergine-meleret udtryk. En nuance jeg før har brugt til en hue. Farven er bedst gengivet På billedet herunder.

Den er strikket op str. Medium, men jeg har en fornemmelse af at størrelserne er til den lidt mindre side, da den sidder tættere end jeg regnede med. – dog har jeg strikket den lidt længere end opskriften, da den ellers skulle stumpe lidt og passe til en kjole m.v.

Alt i alt en meget letforståelig og begyndervenlig opskrift, som lovet, så jeg glæder mig til at strikke lidt mere teknisk igen, da jeg har kig på en model fra Helga Isager til næste gang.

Jeg er indendøre og strikker lidt videre på puden imens jeg tager tilløb til at skylle sweateren op, efter monteringen. – Hav en god weekend derude i blogland.

https://chainofyarn.home.blog/