Sweatre i RIGTIG uld, Instagram og sommerstrik ud over det sædvanlige.

I disse tider, for nu at låne et teatralsk udtryk fra Matador-serien, er det oftest noget online der påvirker os som strikker. Og dog… For jeg bliver altid den der går lidt mine egne veje, eller bliver den der tænker fordomsfulde og ONDE tanker om de opstillede øjebliksbilleder vi ukritisk nedsvælger med øjnene, hver dag.

Instagram – en helvedes magtfaktor, hvis du gi’r lov.

I tiden før sommerferien 2023 fik jeg masser af inputs fra Instagram. (Læs: Fristelser.) Der var et væld af strikdesignere som liige skulle give deres bidrag til en eller anden top, t-shirt eller solbeskinnet model i hørgarn eller silke. – For ikke at tale om alle de tasker, indkøbsnet, lynlåsmonterede clutch’es, og et væld af de der “Jeg-slynger-den-lige-i- kurven-når-jeg-bader-taske”. Alle modellerne præsenteres på Instagram med en kop kaffe, et par shangies og en croissant pænt arrangeret med et skær af “Jeg har selv strikkket den på en weekend, og jeg har fået garnet i gave.” Og jeg prøver selv ihærdigt at få mine fotos til at ligne noget der minder om coveret på et bolig eller havemagasin.

Fordoms-Per taler videre…

Nå, men her taler vi altså om knækdyre garner og meget krummelure-agtige hulmønstre i subtilt japansk papirgarn med mohair tilsat, som jeg ikke blot måtte nøjes med at sukke efter, men også vidste, at jeg ikke ville blive færdige med, før klokken slog sidste weekend i august. Der er altså grænser for, hvad man som almindelig dødelig, ikke-sponsoreret strikker med fuldtidsarbejde, familie og en hverdag, kan nå at strikke. Det ved jeg. For jeg har før forsøgt at lave den der sommertaske, som ikke blev en skid klar til at tage med til stranden. – Hey, remmene blev monteret en gang om vinteren, og først påsyet året efter, liige aftenen inden jeg pakkede bilen, og kørte mod Frankrig, så jeg kunne flashe den dernede, som baguette-henter-om-morgenen-taske. -Voila!

Min French Market bag

Jeg ved godt at jeg ikke prioriterer at sidde på en cafe og strikke på vej hjem fra arbejde. Jeg ved også, at jeg ikke prioriterer at sidde og lære mig selv turbostrik, eller at lære at finpudse instagram, så jeg har flere tusind følgere, så jeg får tilsendt små gaver eller større teststrikkerier. Men jeg ved også, at hvis man har tid (Læs: økonomi) til at gå hjemme og prioriterer (Læs: man vælger økonomien til det) at bruge tiden på at strikke, lægge billeder op, få tilsendt knækdyrt garn gratis, så er der oftest en bagside. Medmindre der er nogen der betaler det hele i den anden ende. (Læs: Rig mand, rig arving, man har tid til at nyde hver dag uden at spekulere på hvad det koster, og følgerne (det er så mig) får det præsenteret som et pænt billede)

Min måde at komme om ved det hele på? Tjo, JEG vælger at ønske mig en del gavekort, eller penge til garn. JEG teststrikker en gang imellem og får garnet billigere, eller endnu bedre: JEG strikker til et familiemedlem, som så bagefter køber noget garn til mig, som jeg så kan strikke noget af til mig selv. (Mange tak, kære familiemedlem) Ellers betaler jeg resten af garnet selv en enkelt gang imellem, men det der med at bytte tiltaler mig mere.

Sommerstrik der rent faktisk blev færdigt i sommerferien…

Nå, men jeg betaler altså selv her. Og det betyder at jeg trævler lidt gammelt op, eller ombestemmer mig. Jeg havde fundet lidt godt til min sommer 2023, i min strikkekurv og det blev færdigt på selveste ferien i Alsace. HVabehar! Det var hele to sommer t-shirts.

Hør og bomuld af den vanlige slags

Jeg havde strikket på Hanne Larsens Sommerdråber i Isagers Trio siden maj. Og det kostede til gengæld i den dyre ende, da vi er oppe at snakke 65 kr. For et nøgle garn (!) Så en sommerbluse i min størrelse Small, tilsat længde på kroppen, endte med at koste 325 kr i garn. Eller sluttelig 260 kr. For der var desværre et helt nøgle plus 10 g i overskud, men det kan næppe returneres, da trio roder sig hurtigt sammen i tasken, også på det ekstra nøgle, som ikke er åbnet for. Det kunne sikkert have været gjort billigere, tænker jeg. Og normalt vil jeg vende det en ekstra gang, da det er begrænset hvad blusen vil blive brugt. Men der var heldigvis et gavebeløb fra min fødselsdag sidste år at gøre godt med, så det blev indkøbt i foråret, og blev desværre hurtigt mit hadestrik på pind 3 mm. Henover maj og juni, blev der skiftevis strikket på et sjal. Og Sommerdråber med resten af kropstykke i glatstrik blev derfor hengemt til køreturen på ferien. Her fik bilkøer og poolvagter bugt med de mange retmasker på den pokkers pind 3.

Jeg havde også startet en model af Lene Holme Samsøe, en Sommer Dahlia op, som virkelig var en genbrugt sommercardigan i Line fra Sandnes. Det var fem nøgler Line, hvoraf det ene var påbegyndt til en cardigan, så den blev trævlet op, og sommer Dahlia blev strikket færdig. Jeg er begyndt at gå efter devisen: “Kill your darlings.” Dahlia Sommer var mit aftenstrik på altanen med udsigt over vinmarkerne i det lune vejr.

Det var en del sommerstrik ud over det sædvanlige, for de to færdige t-shirts skyldtes kun, at jeg havde ti dage i Alsace på en altan eller ved en pool, hvor jeg fik strikket igennem. Og så var projekterne påbegyndt hjemmefra, plus to gange køretur til Alsace, hvor jeg selv var chauffør en del af vejen.

Den der følelse af RIGTIG blød uld uden superwash

Sweatre i RIGTIG uld er efter min mening nogle som er strikket i uld der ikke er superwashbehandlet.

Hertil kommer at man også kan få spundet det mere eller mindre lokalt. Og her kommer uldspinderiet Hjelholt ind i billedet.

Jeg har trævlet en lille del af en poncho og en lille del af et påbegyndt halsrør op. Og fået påbegyndt en Rømø-sweater af Hanne Rimmen. Et virkeligt flot mønster, og når jeg sætter den gode danske pelsuld (Hjelholt’s den tynde) sammen med en tråd alpakka fra holst garn. (Rest fra et tørklæde) eller en tråd silkmohair (rester fra min Ella-cardigan, og en Birch-jakke) så fanger jeg strikkefastheden, som oprindelig passede på Lett-Lopi til pind 4,5 mm i opskriften. Så jeg fik fundet bundfarven i alle mulige rester og optrævlede garner, og så var jeg kun nødt til at købe et fed dansk pelsuld i sort, for at få nok af den sidste mønsterfarve. Jeg elsker gotlandsk pelsuld, eller endnu bedre, håndværksgarn. Og Jeg glæder mig til at den bliver færdig. Den bliver særdeles brugbar til at have under jakken på cykelturen til og fra arbejde.

En lille porsesnaps blev den skarpe opstrammer

Færdige projekter fra foråret, eller maj måned

Hov, jeg har egentlig afsluttet et sjal INDEN sommerferien begyndte. Et kæmpestort sjal “Koraller” i retriller med picotkanter i starten af hver pind. Sjalet er fra bogen “Marie Krøyer på pindene.” Af Ditte Larsen. Det blev til gengæld strikket i en blanding af originalt garn, isager highland tilsat et par nøgler mohair som jeg havde på lager.

Koraller

Maries Koraller. Ja, sjalet blev stort. Og det var heldigt at de fleste nøgler var restegarn, for der skulle slet ikke bruges den mængde der var angivet i opskriften. Derfor tog jeg sidenhen mine forbehold, og jeg ledte længe efter rettelser til det næste tørklæde fra samme bog; “Kornmarker”. Godt nok bliver det i bogen beskrevet som et tørklæde, måske fordi det er rektangulært. Men selve størrelsen slutter med at være kæmpestort. Og det strikkes i brændte farver i perlestrik. Hvor dejlig en struktur bliver det lige?

Jeg var gået igang tidligere på sommeren, men har det fortsat på pindene, for det var et for varmt strikkeprojekt til at have med på farten om sommeren.